Ægte tillidsfuld ledelse

Værdien af ægte tillidsfuld ledelse, får vi i disse dage demonstreret med al ønsket tydelighed, af ingen mindre end Danmarks regering.

En regering, som kom til magten på en kommunikation, de færreste kan genkende i den politik, der efterfølgende er lagt frem. Og som af al kraft har forsøgt at “spinne” sig ud af den problemstillingen med endnu mere spin.

Disse ret let gennemskuelige manipulationer forstærkes af den utroværdige kommunikation fra en tilsyneladende usikker og presset regeringschef, som forbavsende nok udnæver en ny gruppeformand for S-gruppen, som PET få måneder tidligere ikke kunne godkende til en ministerpost. Sikke et signal at sende til befolkningen …

Det er derfor fuldt fortjent at en frisk meningsmåling sender S under 17 %.

Den meget høje tillid der består i det danske samfund mellem mennesker, virksomheder og myndigheder er af ubetalelig direkte værdi for os alle. Men den understøtter også lav korruption, sammenhængskraft, solidaritet og forandringsparathed i samfundet – mange af de egenskaber, som samlet set gør Danmark til et af de mest succesfulde samfund i verden.

En regering og en regeringchef, der ikke kan passe godt på befolkningens tillid er dumpet – så det kan bliver en pinlig rejse herfra og til næste valg.

Jeg glæder mig over, at vi lever i et demokrati, og en tillidsfuld kultur, hvor man tager naturligt afstand fra sådan noget.