Global ledelseskrise

Når aktiekurserne over hele verden nu igen sendes til tælling, skyldes det grundlæggende en global ledelseskrise.

Krisens root cause er et for svagt opsving i USA/EU, som igen skyldes den manglende internationale konkurrenceevne i forhold til de store vækstlande. Hvis væksten i USA var god, er gælden ikke noget problem.

Men i stedet for at diskutere, hvordan der genskabes en fair konkurrencesituation i verden, iværksættes en langvarig serie af nedskæringer,  skattelettelser og offentlige investeringer i håb om, at det vil løse situationen.

Lad det være sagt med det samme: at få styr på de offenlige udgifter den helt basale nødvendighed – som det jo også er gjort med tilbagetrækningsreformen i AAA-landet Danmark 🙂

Så langt så godt, men når ovenstående proces er til ende, står vi i Vesten med minimale velfærdsstater, massiv arbejdsløshed, stor gæld og en betydelig reduceret velstand.

Den eneste langsigtede kur er efter min mening at udjævne den strukturelt skæve konkurrencesituation.

Den såkaldte gældskrise/farce i USA giver desværre det indtryk, at USAs samlede politiske ledelse mangler en klar vision og den fornødne politiske handlekraft. Hertil kommer jo at den Europæiske politiske ledelseskonstruktion i sagens natur er svag. Så det ligner mest af alt en global ledelseskrise.

Der er intet i situationen, der burde give anledning til så store bekymringer på aktiemarkederne, hvis Vestens politiske ledere viste den nødvendige vision og handlekraft og dermed gav anledning til tillid.

Lad os håbe vi får lejlighed til, at få den tillid og beslutningskraft genetableret i de næste uger og måneder.

God vind!